Indleveringsstrategi Hvor, hvornår og hvordan skal patentansøgninger indleveres? Det er spørgsmål, som vi i Patentgruppen diskuterer indgående med vores kunder for at finde frem til den strategi, som i hvert enkelt tilfælde giver det mest fordelagtige forløb.
Hvilke lande skal vi søge patent i? Verdenspatentet findes desværre ikke - det lever kun i nogle journalisters ordforråd. Patenter skal søges nationalt, og beslutningen om, hvilke lande der skal søges i, er vigtig for beskyttelsens udbredelse, men også for jeres omkostninger. Hvor skal vi begynde? Den første patentansøgning for en opfindelse indleveres tit ved den danske Patent- og Varemærkestyrelse, men der er en række andre muligheder, f.eks.: Dansk brugsmodelansøgning Tysk brugsmodelansøgning International patentansøgning (PCT-ansøgning) Europæisk patentansøgning Patentansøgning i USA Provisorisk patentansøgning i USA
Hvad der er det bedste valg, afhænger af flere forskellige forhold, f.eks. behovet for en hurtig beskyttelse, betydning af de forskellige markeder, om udviklingen af opfindelsen er færdig eller i fuld gang, det tekniske område af opfindelsen samt økonomi. Den patentbeskyttelse, man i sidste ende opnår, kan i det store og hele blive identisk, men tidspunktet for, hvornår man har en kvalificeret tilbagemelding fra en myndighed, størrelsen af omkostningerne og hvornår de skal falde samt tidspunktet for en beskyttelse, der kan håndhæves, varierer meget. Fælles for alle formerne for ansøgninger er, at man indtil ét år fra indleveringsdagen kan kræve prioritet fra ansøgningen. Det betyder, at man kan indlevere ansøgninger for den samme opfindelse i andre lande, uden at komme i konflikt med kravet om nyhed, selvom opfindelsen i mellemtiden er blevet offentliggjort. Kontakt os for yderligere informationer eller bestil evt. vores brochure om indleveringsstrategi.
|
|